Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede
Se større billede

Elevdagbog, del 6


Her er 6. del af Ullas dagbog fra Engelsholm. Du kan læse de forrige afsnit her: Afsnit 1 - Afsnit 2 - Afsnit 3 - Afsnit 4 - Afsnit 5

 


 

Onsdag d. 10. Februar 2010

Til morgensamlingen fortsatte vi med sange fra den sangbog som jeg nævnte d. 3. Februar. Det var ganske underholdende, idet her får man forklaret baggrunden for teksten i sangene, og som tidligere nævnt, er de fleste af eleverne gode sangere, så det lyder (for det meste) godt.

Til glaspustning fortsatte vi med vores skåle. I dag skulle den have en anden form (lidt henad Magrete skålene), som er lidt vanskeligere end de første vi lærte.

Efter frokost (lyssej med stærkt krydret tilbehør) var vi nogle stykker som kørte til ”Brææst’n” (som de siger her). Der var nogle som skulle i ”genbrugsen” og se om de kunne finde kostumer til lørdagens fastelavnsfest. Bagefter kørte vi i den rigtige Brugs, for at proviantere.

Da vi kom hjem, var det klaret op, og solen tittede frem, så jeg gik en tur med kameraet.

Kl. 16 mødtes vi alle til sandwich, og kl 17 (eller sådan ca et kvarter senere) kom der en bus, som kørte os til Århus, hvor der var to ting på programmet. Det første arrangement var et foredrag om dødens icenesættelse. Foredraget blev holdt af antropolog og bedemand Naja May. Der står mere om det på Engelsholms hjemmeside. Det gør der også om aftenens andet arrangement, som var en danseforestilling som hedder ”Snip snap snude”. Forestillingen handlede om døden. Der var 3 dansere på scenen, og ved hjælp af div. lyseffekter fik de lavet et flot sceneshow, som fik det til at se ud som om der var 6 personer på scenen. De brugte skyggeeffekter til at få figurerne til at blive større og mindre, så store og små personer dansede i samme scene. Det var meget dygtige dansere, men den store ”aha-oplevelse” udeblev, og til sidst syntes jeg at forestilligen blev lidt for langtrukken. En af de andre elever udtrykte begejstring over ”slow-motion” effekterne, det var nok lige det jeg overså.

Så var det hjemad til suppe - dagbog – og så godnat.