Engelsholm Højskole · Engelsholmvej 6 · 7182 Bredsten · 75 88 35 55 · engelsholm@engelsholm.dk ·
Søg
Se større billede

Koncert med Ditbandmitband


Luftigt tekstunivers og skæve lyde møder hinanden i en ”Ren Kliché” – debutalbum fra ditbandmitband.
Det lyder som en ren kliché. Som en historie, der er hørt før.  Et rødt tog, der kører af sted med skælvende ben. Bum, tjak, tjak. I skiftende tempi. Lige her. Et sted, hvor man bruger timer med huller i maven. Ring på hos Ditbandmitband. Lad tonen kime insisterende, indtil den flyder sammen med det skæve popunivers indenfor. Lyt til sangen Se Mig, der handler om at blive set af andre. Hør mere om pigen Solvej, der ikke rigtig kan mærke noget. Og stift bekendtskab med Mit Mærkelige Alvor.
Ditbandmitband består af ægteparret Sara Grabow og Tomas Raae, der for første gang arbejder sammen i en musikalsk konstellation. Deres fælles debutalbum ”Ren Kliche” er dansabel pop med skæve tekster, der betragter verden udefra. Lige fra begyndelsen har provokation og forskelligheder været omdrejningspunktet i deres samarbejde.
Sara Grabow har som datter af Sebastian tidligere dyrket det luftige fingerspil i sin profil som sangskriver med guitar og et kig over skulderen til Joni Mitchell. Tomas Raae har før bevæget sig ind i en verden af skæve klange som en del af bandet Källing. På dette album er han blevet inspireret af både The Flaming Lips og Portisheads særegne brug af trommer og lyde. De to vidt forskellige musikere er stødt sammen i et univers, hvor de forkerte lyde bliver brugt på den rigtige måde. Ditbandmitband er en simpel lyd, hvor det kan høres, at tingene er blevet skrællet af frem for fyldt på.
Teksterne på ”Ren Kliche” kredser om relationer. Sara Grabow har førhen på sine soloalbums udtrykt en mere indadvendt sangskrivning. Denne gang er hendes blik vendt udad.  Inspirationen til sangene er fundet i det nære univers omkring ægteparret. Det var Tomas` datter, der en sommerdag nynnede en melodistump. Den kom med i sangen ”Rødt tog”. Sangen ”Solvej” handler om Saras egen veninde. Og på ”Se Mig” kommer den samfundskritiske tone op til overfladen med et blik på kunstnernes egen verden. www.ditbandmitband.dk

Onsdag den 10.marts kl.19.30. Entré 100 kr. Engelsholms Venner: 50 kr.