Skip to main content
Maria Fonfara Engelsholm Højskole Fotografi
GÆSTEUNDERVISER

ANDREA BONDERUP

“Med en fotografisk og skulpturel kunstnerpraksis dykker
Andrea ned i diverse fortællinger, og derigennem adresserer hun med kritisk observans undertrykkende
samfundskulturer.”

Fag: Fotografi

Andrea Bonderup arbejder til dagligt som multimediekunstner med base i Den Haag i Holland. I sommeren 2024 færdiggjorde hun sin BA i fotografi fra The Royal Academy of Art, The Hague. Hun tog afgang med projektet ”In the softness of the belly”, der adresserer personlige fortællinger om abort og reproduktive rettigheder, hvori hun kombinerer fotografi, video, keramik og et pumpende blodårenetværk i en stor interaktiv installation. Med sit afgangsprojekt har hun opnået stor anerkendelse, og værket har blandt andet været udstillet på Melkweg i Amsterdam, på Det Hollandske Fotomuseum i Rotterdam og er blevet prisbelønnet med det præstigefyldte Steenbergen Stipendium.

Andrea arbejder overvejende med fotografi, keramik og installation. I centrum af hendes praksis er historiefortælling, herunder personlige historier, generationshistorier samt mere universelle historier. Gennem hendes værker undersøger hun verden omkring sig, og med kritisk men også empatisk observans adresserer hun de strukturer, der gennemsyrer samfundet omkring os. Hendes praksis er aktivistisk engageret og berører emner som feminisme og kønsbaseret diskrimination. Med samtalen som et essentielt greb skaber hun rum for forbindelse og forening – rum, hvori vi kan transformere og forbedre verden omkring os.

”Konflikter, kommentarer og spørgsmål gemmer sig ofte i det mondæne. Jeg er af den overbevisning, at vi er nødt til først at zoome ind, før vi kan zoome ud og danne de større billeder.”

Hendes arbejde tager udgangspunkt i hverdagen og kombinerer øjebliksbilleder med visuelt abstrakte og skulpturelle elementer.

Andreas opvækst på henholdsvis Brandbjerg og Engelsholm Højskoler har givet hende et blik for både dannelsesmæssige og faglige aspekter af højskolelivet samt bidraget til hendes kunstneriske identitet og perspektiv på verden.