Skip to main content

Broderi: Småt er godt – meget småt er meget godt!

Vi vil arbejde med forskellige broderiteknikker og deres anvendelighed: tællesyning (korssting og petitpoint), som er optimale sting til grafiske mønstre, samt udvalgte frie sting, der er særligt velegnede til tekst og billeder. Du vil få mulighed for at prøve de forskellige teknikker af med mindre broderiarbejder, der kan monteres som køleskabsmagneter, i notesbøger, tasker/muleposer, på låg af æsker eller bruges som smykker – eller hvad du selv finder på. Jeg vil medbringe flere praktiske eksempler på, hvordan broderierne kan indgå i forskellige brugsgenstande, ligesom jeg vil dele ud af mine syvejledninger til dem.

Hvis du har egne ideer til motiver, vil jeg så vidt muligt hjælpe dig med at få dem gjort klar til syning (husk stof eller det, der skal sys på). Ellers kan du måske finde inspiration i mine arbejder.

Materialer:

På kurset udleveres mindre stofstykker:

  • 3 stykker hør med overførte mønstre
  • 1 styk hør med 10-12 tråde til tællemønster
  • 1 styk aida 7.2
  • samt mønstre, syvejledninger mm.

Dette udgør den faste materialepris på 150 kr. Derudover vil det i et vist omfang være muligt at købe mere stof, overførsler af mine mønstre til stof mm.

Medbring selv

Garn, broderinåle med og uden spids samt broderisaks. OBS: Vi kommer til at sy småt, så det vil være en god idé også at medbringe en luplampe, læse- eller lupbriller el.lign.