TILMELDING ÅBNER D. 12. OKTOBER KL. 18.00

DET FORTÆLLENDE MALERI
Claus Handgaard og Mia-Nelle Drøschler inviterer til en uge med fordybelse i maleriet og dets fortællende muligheder.
De har mødt hinanden gennem kunstnersammenslutningen Corner, hvor de begge arbejder med fortællingen som et centralt udgangspunkt for maleriet. På kurset tager de afsæt i deres egne kunstneriske erfaringer og undersøger sammen med deltagerne, hvordan et maleri kan bygges op omkring en fortælling, en idé eller en stemning.
Et fortællende maleri behøver ikke nødvendigvis at være figurativt. Spørgsmålet er snarere: Hvilken historie forsøger du at male dig ind på? Hvad er det, du vil have frem i billedet – og hvordan kan det fortælles på maleriets egne præmisser?
I løbet af ugen arbejder vi med maleriets grundlæggende elementer som komposition, farve, rum, kontraster og billedets opbygning. Vi ser på maleriets konstruktion fra de første skitser og overvejelser, gennem selve maleprocessen og frem mod det færdige værk. Samtidig undersøger vi, hvordan man kan bruge disse konstruktioner aktivt – både til at bygge et billede op og til at bryde det ned igen, når maleriet kalder på noget andet end det planlagte.
Vi vil tale om forholdet mellem idé og maleri: Hvornår skal man holde fast i sin oprindelige fortælling, og hvornår skal man give slip og lade maleriet tage over? Hvordan skaber man spænding i et billede? Og hvordan kan farve, komposition og maleriske valg være med til at fortælle noget, som ikke nødvendigvis kan siges med ord?
Kurset er åbent for alle – både dig, der aldrig har malet før, og dig, der har mange års erfaring. Undervisningen tilrettelægges, så du bliver mødt dér, hvor du er i din egen proces.
Dagene i malesalen indledes med et fælles oplæg og konkrete kunstneriske og håndværksmæssige indgange til dagens arbejde. Herefter arbejder du videre med dine egne malerier ved din plads, mens Claus og Mia-Nelle løbende giver individuel vejledning.
Målet er ikke, at alle skal male på samme måde, men at du i løbet af ugen bliver skarpere på dit eget billedsprog – og på, hvad netop du ønsker, at dit maleri skal fortælle.
PRAKTISK
-
VARIGHED: 1 UGE
-
START: 18. juli 2027
Kort om opholdet:
Under opholdet indkvarteres du på enten dobbelt- eller enkeltværelse. Værelserne fordeler sig på tre forskellige bygninger: Stuehuset, Fæstalden og Slottet. Hver bygning bidrager til opholdet med sin egen unikke charme og fordele.
Har du spørgsmål om vores kurser?
Så send en mail til engelsholm@engelsholm.dk eller ring til os på tlf. 7588 3555.

