FOTO_ GRUNDKURSUS
Formlab er et formlaboratorium –
Hvordan kan vi – med fotografi – undersøge og udtrykke os selv og vores omverden? Og kan vi – med fotografi – påvirke og måske endda forandre verden?
En ambitiøs fotoskole
Fotografi på Engelsholm Højskole er en grundskole i fotografi. På linjefaget beskæftiger vi os med fotografi i sin rene form og undersøger, hvad fotografi er – som sprog, teknik og tradition – og hvordan vi kan bruge det til at undersøge med og udtrykke os gennem.
Lær at mestre det fotografiske sprog
Fotografi er et billedsprog, der ligesom litteratur og musik, kan have forskellig form og udtryk. På linjefaget eksperimenterer vi med det fotografiske sprog og med forskellige, fotografiske udtryksformer; fra sarte visuelle digte i bogform til store rumlige installationer og undersøger, hvordan vi – gennem valg af motiv, metode og formgivning – kan udtrykke det, vi har på hjerte.
Fotoskole med digitalt værksted og mørkekammer
Ordet fotografi er sammensat af to ord: Foto = lys og grafi = skrive eller tegne. Fotografi betyder altså “at skrive eller tegne med lys”. På Engelsholms fotografiske grundskole vil du blive introduceret til mange forskellige måder at skrive/tegne med lys på.
Linjefaget råder over et digitalt værksted med computere, billedredigeringsprogrammer (Adobe Lightroom og Adobe Photoshop), negativscannere, printere, kameraer, stativer mm. og et analogt mørkekammer, hvor du kan fremkalde sort/hvid film og forstørre og printe billeder fra dine negativer. Desuden har værkstedet et fotostudie med flashlamper, reflektorskærme og baggrunde.
Når du går på linjefaget fotografi har du fri adgang til værkstedet og det udstyr linjefaget råder over – dag og nat – så du med de mange teknikker ved hånden frit kan fordybe dig og eksperimentere.
Mit forløb på fotolinjen har været sindssygt fedt. Jeg har bl.a.lært at sammensætte serier og at fotoredigere i Lightroom og Photoshop.Vi har tit arbejdet med projekter, hvor vi har fået en uge til at løse en fotografisk opgave og bagefter fremlægge den for hinanden og få ris og ros. Det er altid spændene at høre, hvad andre får ud af ens arbejde. Nogle gange ser de noget i fotografiet, man ikke selv havde set. Det at arbejde på et hold er en god måde at udvikle sig fotografisk på, selvom man tit arbejder alene. Det har været super givende og lærerigt, og jeg har lært en masse om fotografi, som jeg vil tage med videre.
Anders Pedersen, Elev på fotografi i 2019
Portrætfotografi er relevant og vigtigt. Det udfordrer og spejler vores måde at være i relation til andre mennesker.
Du får introduktion til forskellige portrætfotografers arbejder og afprøver forskellige måder at skabe portrætfotografi på.
ANALOG
Vi skruer tiden tilbage til før det digitale og skaber fotografi ved hjælp af kemi og vores egne hænder.
Du vil lære, hvordan man eksponerer ved hjælp af lysmåler, hvordan man fremkalder film, kopierer billeder fra negativer i mørkekammeret og hvordan man scanner dem til digitale filer.
I reportageugen ser vi på det, der sker omkring os. Vi laver fotografisk dokumentation om et emne, som står os nært og som vi gerne vil sætte fokus på. Herigennem udvikler vi vores egen metode til at indgå fotografisk i samfundet, samt vores evne til at bruge kameraet som nøgle til at komme tættere på det vi synes er spændende. Vi bruger reportageugen til at skubbe noget indignation ind i fotografiet. Til at rykke ved vores mod, vores grænser og til at råbe højt med billeder.
Rundt om Engelsholm Højskole rejser sig og falder et kulturlandskab med marker, læhegn, ådal og hede. Køerne græsser, mens uglen sover i det gamle egetræ. Her er ingen farer og ingen synlig forurening. Hvordan kan vi beskrive dette landskab med fotografi uden at producere kedelige, klichefyldte postkort? Hvordan kan vi – fotografisk og menneskeligt – forholde os til det?
Fotografi er forankret i det virkelige: Vi understøtter vores hukommelse med fotografier og vender tilbage til gamle fotografier på samme måde, som vi vender tilbage til virkelige minder. I det iscenesatte fotografi bliver relationen mellem fotografi og virkelighed udfordret. Her er fotografen – som maleren eller instruktøren – frit skabende, og han/hun kan tilrettelægge sin egen virkelighed ved hjælp af lys, manipulation, statister osv.
Sammen skærper vi vores blik og forståelse for lys og undersøger, hvordan vi kan bruge lyset til at udtrykke os fotografisk. Vi lærer kameraet at kende, så vi teknisk er rustet til resten af forløbet.
At bruge eksternt lys åbner op for nye måder at lege med fotografi, at kontrollere fotografi og at tænke fotografi. Vi ruller gardinerne ned og lærer vores fotostudie at kende. I løbet af ugen undersøger vi flashlys, lyslægning og personinstruktion. Vi arbejder med forskellige udtryk, fra tilfældighed og hård, direkte flash til opstillede portrætsituationer, hvor vi planlægger og designer vores eget lys.
Fotografier er plastiske; de skifter betydning afhængig af hvordan og hvor de bliver produceret, monteret og præsenteret. Vi undersøger og afprøver, hvordan vi kan skabe fortælling og betydning, når vi giver vores fotografier en fysisk form. Hvad sker der f.eks. hvis vores fotografier kun printes i frimærkestørrelse? Hvis de bliver fremkaldt direkte på en sten?
De sidste fire uger af semestret arbejder du med et selvdefineret projekt selvstændigt eller sammen med andre – et forløb, hvor du selv definerer og formulerer rammerne. Projektugerne er en unik chance for at komme i dybden med teknikker, temaer, ismer eller begreber, der allerede er blevet gennemgået i undervisningen – men det er selvfølgelig også muligt at prøve kræfter med dine egne ideer. Projektet består af idégenerering, planlægning, beskrivelse af projektet og en argumentation for indholdet – og selvfølgelig selve udførelsen af projektet.
Den sidste uge af projektperioden er rettet mod semesterets afslutningsudstilling, hvor alle linjer præsenterer deres værker. Udstillingen er et offentligt arrangement.
Afslutningsprojektet er en god øvelse i, hvad det kræver af praktiske og æstetiske overvejelser at udføre et projekt fra idé til færdigt produkt.
Formlab //
FormLab // glas
ENGELSHOLM HØJSKOLE
Mail engelsholm@engelsholm.dk
Tel +45 75 88 35 55
(man-tors 8-14, fredag 8-13)
FORSTANDER
Jakob Bonderup
Mail jakob@engelsholm.dk
Tel +45 20 40 88 98