På dette kursus arbejder vi med de grundlæggende teknikker i drejning, afdrejning og den rigtige forberedelse af leret. I de første dage har vi fokus på at lære materialet at kende: arbejdet med ler, idéudvikling, dekoration og formgivning. Vi dykker ned i dekoration inspireret af naturen omkring Engelsholm – med strukturer, teksturer, mønstre og farver som udgangspunkt. Der vil være oplæg om dansk keramik og om, hvordan naturen gennem tiden har været brugt som inspiration til form og dekoration.
Undervisningen veksler mellem fælles introduktioner og individuelle samtaler med personlig vejledning. Vi vurderer løbende de værker, der bliver til undervejs, og udvælger de bedste til brænding.
På dette kursus kan alle være med, uanset om du er nybegynder i drejning eller øvet og gerne vil have bedre styr på drejeteknikkerne. Ler købes på værkstedet. Der må ikke medbringes eget ler. Der er en udgift på 200 kroner til brændinger.
Kom med lyst og åbent sind til at være sammen i højskolens verden af samtale, oplæg, eksperimenter, nærvær og fællesskab.