Kurset vil blive en intens uge ind i fotografiets verden, hvor du gennem øvelser og oplevelser vil udfordre dig selv fotografisk samt menneskeligt. Vi arbejder med portrætter, hvor vi prøver at komme ind under overfladen.
Vi arbejder hovedsageligt med naturligt lys – og så enkelt udstyr som muligt, så vi kan bruge vores fokus på det nære. Både det nære og rolige portræt, men også portrættere mennesker på en mere udfordrende og anderledes måde. Vi vil også arbejde med reportagefotografi. Fange mennesker i deres arbejde – og efterfølgende sætte fotografier sammen
for at skabe historiefortælling.
Det bliver en uge med fotografiske opgaver, øvelser og gennemgang med konstruktiv feedback.
En uge med nærvær, fordybelse og masser af snak om fotografi. Gennem oplæg, opgaver og fælles kritik bliver vi klogere.
Undervisningen bliver delt mellem praktiske opgaver og teoretisk undervisning. Vi starter med en teknisk gennemgang af kameraet, så vi får en forståelse for hvad blænde, lukker, iso og lysmåling giver af muligheder, for at få det fotografiske udtryk vi ønsker med vores fotografier.
Alle niveauer er velkomne. Denne uge handler ikke om, hvad vi kan,
men hvad vi sammen kan skabe.
Sidst på ugen laver vi en lille fotoudstilling med fotografier fra ugen.
Der er ingen krav til udstyr. Du kan godt deltage på kurset uden udstyr, da skolen råder over udstyr, der kan lånes. Det er dog en fordel, hvis du medbringer eget digitalkamera, samt egen computer med Adobe Photoshop eller Adobe Lightroom.