Skip to main content

Fordyb dig i glassets optiske egenskaber


Med udgangspunkt i enkle former såsom små skåle og vaser undersøger og arbejder vi med glassets forskellige evner til at forstørre, forvrænge og bryde lys, samt hvordan dette kan påvirke opfattelsen af overflade, dybde og form.

Vi skal puste og forme det varme glas – fra flydende til fast form – og arbejde med optiske effekter i samspil med form og (eventuelt) funktion. Du opnår dit eget unikke udtryk ved hjælp af blandt andet farve, påklip og prægning/påvirkning af glasset.

At lære at blæse og håndtere varmt glas kræver tålmodighed og øvelse. Det er også et givende, udfordrende og spændende materiale, som du i tæt samarbejde med dine holdkammerater vil komme til at arbejde med.

Gennem ugen vil der være fælles introduktioner til teknikker samt inspirationsoplæg med både fælles og individuel vejledning. Vi eksperimenterer og griber glasset an med en procesorienteret tilgang, hvor det, du lærer og opdager undervejs, er vigtigere end et “perfekt” resultat.

Kurset henvender sig til dig, der med åbenhed og nysgerrighed har lyst til at prøve kræfter med glassets mange muligheder. Både nybegyndere og viderekommende er velkomne.

Har du spørgsmål til kurset, er du velkommen til at skrive til Ida på idawieth@gmail.com.

Glas købes på værkstedet. Eget glas må ikke medbringes.

PRAKTISK

Kort om opholdet:
Under opholdet indkvarteres du på enten dobbelt- eller enkeltværelse. Værelserne fordeler sig på tre forskellige bygninger: Stuehuset, Fæstalden og Slottet. Hver bygning bidrager til opholdet med sin egen unikke charme og fordele.

Har du spørgsmål om vores kurser?
Så send en mail til engelsholm@engelsholm.dk eller ring til os på tlf. 7588 3555.

UNDERVISER:

Ida Wieth