Gå til hovedindhold
Ida Wieth Engelsholm Højskole
GÆSTEUNDERVISER

IDA WIETH

Fag: Glaspustning

Kort og råt:

Kunstneren Ida Wieth arbejder i en skulpturel og konceptuel retning, der tager afsæt i tid, natur og foranderlighed – ofte med litterære og kunsthistoriske referencer. Med en stærk forankring i glaspusterhåndværket og en eksperimenterende tilgang, udfordrer hun materialets grænser i en kunstnerisk kontekst. Hendes rumlige installationer skaber et samspil mellem værk, omgivelser og beskuer, som åbner for nye fortolkninger.

Gennem en række komplekse teknikker – herunder mundblæst glas, støbning, tekstur- og overfladebearbejdning – skaber hun værker, der reflekterer deres egen tilblivelse. Disse processer kombineres ofte med andre materialer som keramik, jern og metaller, hvor den taktile og stoflige dialog mellem elementerne forstærker værkernes nærvær og sanselige udtryk.

Ida Wieth forener det kunstneriske og poetiske med en dyb materialeforståelse og teknisk kunnen. Hendes installationer og skulpturer rummer en særlig karakter og emotionel energi, der aktiverer rummet og omgivelserne, samtidig med at de inviterer beskueren til inddragelse og refleksion.

Ida Wieth er uddannet fra Edinburgh College of Art i Skotland (Master of Fine Art, Glass, 2009) og Kosta Glasskole (2005). Hun har modtaget flere anerkendende priser for sit arbejde – heriblandt Kunsthåndværkerprisen af 1879 (2016) og Hempels Glaspris (2017). 

Hendes værker udstilles bredt i ind- og udland – af udstillinger kan nævnes Cheongju Craft Biennale, Korea (2025), Charlottenborg Forårsudstilling (2021), Double Down – Deep Forest Art Land (2021-22), Toyama International Glass Exhibition, Japan (2018/21), Sophienholm – Skulptur – Tekstur – Figur (2020), Galleri F15 – Earth, Wind, Fire, Water, Moss, Norge (2020), The Venice Glass Week, Italien (2020/21/22/25), Corning Museum of Glass – New Glass Now, New York, USA (2019), samt solo udstillinger ved Officinet, København (2019), Galleri Entrée, Bergen, Norge (2020) og MusVerre, Frankrig (2024-25) m.fl. 

Se mere om Ida og hendes arbejde: www.idawieth.com