heroshot

KUNSTKURSUS

Uge 41

7 dages kursus fra 8.10. - 14.10.2017

Efterårets kunstkursus giver mulighed for fordybelse og indsigt i kunstens forunderlige verden, mulighed for at erhverve teoretiske og håndværksmæssige færdigheder og lade kreativiteten få frit spil.
Dagen begynder med morgensamling og sang fra højskolesangbogen. Derefter gives der kunsthistoriske, teoretiske og håndværksmæssige oplæg på værkstederne - og aftenen byder på sang, koncert og foredrag i riddersalen.Har du tid, kan du gå en tur i slottets barokhave, i den omkringliggende skov eller rundt om søen.

priser - tilmelding


MALERI (NB: Venteliste!)

Undervisere: Bente Stamp og Kristine Hellesøe Appel

PARAFRASEN

I denne uge arbejder vi med parafrasen - vi lader os inspirere af andre kunstneres værker.

Gennem tiderne har kunstnere i høj grad ladet sig inspirere af hinanden. At tage udgangspunkt i en anden kunstners værk og lave sin egen personlige version af det, kaldes for en parafrase.

I løbet af ugen ser vi på eksempler på, hvordan et motiv, et tema, en detalje eller en farveholdning kan sættes ind i nye rammer.

Alle kunstnere låner fra kunsthistorien og fra andre kunstnere - selv de store mestre stjæler med arme og ben.

Inden kurset er det oplagt at kigge i kunstbøger og magasiner med fokus på et værk eller to, der kan danne grundlag for en parafrase. Malersalen har dog masser af bøger med kunsthistorisk inspiration og i oplæggene møder I adskillige oplagte parafraseværker - det være sig både malerier, installationer, skulpturer og fotografier.

Ugen bliver en skønsom blanding af kunsthistoriske oplæg, konkrete opgaver og teknikker, farve- og kompositionslære og fælles og individuel billedgennemgang.

Kunstnere til inspiration: Édouard Manet, Lise Malinovsky, Karin Mamma Andersson, Pablo Picasso, Peter Carlsen, Tal R. m.fl.

Materialeliste:
1-3 store lærreder og akrylmaling
Pensler, malertape og saks

Højskolen har en lille butik, hvor der kan købes lærreder, maling og pensler. Men medbring også gerne alle dine egne materialer!

Værkstedsafgift: 75,- kr.



KERAMIK

Undervisere: Morten Buch Cramer

Dyret i leret - Raku

Dette kursus tager favntag med en klassisk keramisk skulpturtradition - Du kommer til at modellere dyr. Udgangspunktet er at se på dyr, og omsætte dette sanseindtryk til form. Fokus er fortolkningen af sanseindtryk og det fortællende og fabulerende.

Du kommer til at forme leret til skønhed i øjeblikket og vildskab i bevægelse.
Teknikken er modellering.

Du vil bliver præsenteret for værktøjer og teknikker, der giver dig kundskaber til arbejde fra ide til færdige resultater.

Raku er en japansk brændingsteknik med unikke resultater i farve, kontrast og stoflighed.

Keramik tager tid og en uge går stærkt, når leret også skal tørre og brændes. Det bliver et intenst og nysgerrigt forløb med vægt på en eksperimenterende og legende tilgang til ler og udtryk.

Undervisningen vil bestå af daglige fælles introduktioner, inspirationsoplæg samt individuelle samtaler og vejledning.

Kurset henvender sig til både begyndere og øvede. Det kræver ingen erfaring med keramik for at deltage på kurset.

Ler kan købes på værkstedet. Desuden skal du påregne en værkstedsudgift på 100 kr.



GLASPUSTNING

Underviser Anders Raad  http://raadglas.dk

Organiske former.

Kurset handler om organisk formgivning, hvor vi med udgangspunkt i aftryk fra naturen udforsker og eksperimenterer med de muligheder, som glassets materiale giver.

Vi skal både lade os inspirere og prøve at fortolke på naturens formgivning.

Vi afprøver forskellige teknikker - det vil ikke kun foregå ved glaspusterbænken, da vi skal også prøve glasstøbning i sand og i gipsforme. Derudover afprøver vi også forskellige overfadeteknikker, der kan skabe forskellige udtryk i forhold til glassets skulpturelle form.

Hvis du har lyst til at være med, skal du medbringe organiske emner, som du finder formmæssigt interessante. Det kan være alt fra frøkapsler, bark, sten etc. Det vigtigste er, at formerne tiltaler dig.

Du behøver ikke at beskæftiget dig med glaspustning forinden for at kunne deltage i kurset. Vi vil sørge for at tilrettelægge undervisning ud fra hver af deltagernes erfaring og kunnen inden for glaspustning.

Der en energiafgift for brug af værkstedet på kr. 600,00 pr.person.

Kontakt evt. Anders for yderligere information om kursus: http://raadglas.dk

OVNBRÆNDT GLAS

Underviser: Torben Jørgensen

Pâte de Verre Kursus

En af de teknikker, man mestrede flere tusinde år før Kristi fødsel var Pâte de Verre.

Navnet er fransk og betyder glaspasta. Teknikken blev genopdaget i slutningen af 19. århundrede, da nogle franske keramikere genoptog den og udviklede den til fantastiske højder under Art Nuveau perioden.
Man knuser glasset til en fin størrelse, nogenlunde som strøsukker, og blander det op med et bindemiddel, så det kan hænge sammen som en "pasta". Efterfølgende "trykker" man pastaen fast i et jævnt lag i en ildfast form for til sidst at brænde det, så det smelter sammen til en massiv glasmasse. Teknikken kan anvendes til skåle, fade, vaser og figurer.

Vi skal lære, hvordan man fremstiller ildfaste forme, knuser glasset og smelter det sammen til færdige emner.

Kurset henvender sig både til begyndere og viderekomne.

Man skal påregne en energiafgift for brug af værksted på kr. 350 pr. person.

SMYKKEDESIGN

Underviser: Jette Wonsyld

Naturen - det smukke i det grimme
Naturen har til alle tider været en stor inspirationskilde for kunstnere. På dette kursus arbejdes der med naturen, dels direkte brugt som et materiale til smykker og dels henter vi inspiration fra naturen, lige fra fysiske former og fragmenter til Fibonacci’s matematiske beregninger af naturens strukturer og orden.

Efteråret vil være i fuldgang, smukt og farverigt, men også dramatisk med forfald og nedbrydningen af naturen – vi ser på det smukke i det grimme.

For at finde inspiration, går vi ud i naturen og undersøger både i de små detaljer, de store linjer og den nedbrydning, der er i gang ude i naturen netop i efteråret. Vi ser på naturbilleder, der går tæt på forstørrede celler og strukturere, vi går langt fra og ser luftfoto af landskaber og formationer.

Med ideudvikling, eksperimenter og form undersøgelser, et kig til hvordan andre kunstnere har arbejdet skulpturelt med naturen, fremkommer smykker, som på den ene eller anden måde har haft sit udgangspunkt i naturen. Naturen bliver måske meget genkendelig i smykket eller blot en sansning, det er din tolkning, der er i centrum.

Teknikker: Tilpasset ideer, niveau og materiale
Materialer: Metal, naturmaterialer og Art clay

Fælles udgifter: 75,-

Medbring evt. gummistøvler der er velegnet til en tur i skoven

FOTO

Underviser: Helga Theilgaard

Efterårskursus i klassisk portrætfotografi

Lær, hvordan du skaber det klassiske portrætfotografi med lyslægning, positionering og personinstruktion. Det klassiske portrætfotografi danner grundlag for, hvordan et velfungerende portræt lyslægges og iscenesættes, men også personinstruktionen er af stor betydning for om portrættet formår at blive vedkommende.

Du vil opnå kendskab til, hvordan du med det personlige portræt skaber nærvær og integritet. Med dette kursus vil du, igennem foredrag, praktiske opgaver og billedgennemgang, få en række værktøjer, som du kan arbejde videre med fremover.

Du kan se frem til:
  • Grundregler til iscenesættelsen af et klassisk portræt
  • Metoder til lyslægning og positionering af et menneske
  • Redskaber til personinstruktion
  • Foredrag om portrætfotografiets historie
  • Individuel feedback og sparring undervejs i processen