FOTOGRAFI

(Tidl. Foto og VJing*)
Fotokursus på Engelsholm Højskole

Underviser: Kristian Sæderup

Linjefaget Fotografi på Engelsholm Højskole er en ny, ambitiøs og eksperimenterende grundskole i fotografi.

Som elev på fotografilinjen vil du få mulighed for og hjælp til, at skabe dit eget, fotografiske fundament; du får en grundlæggende forståelse for fotografiets historie, teknikker, genrer og store mestre. Du lærer at læse fotografi, tale om fotografi, og du lærer selv at fotografere!

Fotografi er en teknik til at fastholde lys, men fotografi er også et sprog. På fotografilinjen betragter vi fotografi som et frit sprog med helt særlige muligheder. Vi fokuserer på fotografi, der ikke er skabt til at tjene noget bestemt formål; fotografi der "bare" er fotografi, som digte, essays eller romaner "bare" er tekst.

At fotografere er at undersøge sig selv og sin omverden: Fotografen fotograferer sine møder med fremmede eller velkendte ansigter, dyr, væsner og ting. Fotografierne er fulde af tegn, der fortæller om det, han har mødt, men også om, hvordan han har mødt det.

Fotografen skaber ikke kun fortællinger om verden, men også i og med verden afprøver og diskuterer, hvordan vi som individ og kultur står i relation til vores omgivelser.

Fotografierne fortæller også om fotografen selv; om grænser, længsler og drømme. At fotografere er at undersøge sig selv og vi lægger vægt på, at skabe et trygt og tillidsfuldt rum, hvor alle frit kan udfolde sig, søge og eksperimentere.

Undervisningen på linjen indeholder forskellige elementer. Vi arbejder ofte ud fra et tema, en bestemt fotografisk teknik eller genre, som vi undersøger gennem oplæg, opgaver, gennemgang, workshops, samarbejder med andre linjer på skolen og ture ud af huset.
Fotografilinjen råder over analoge kameraer og et analogt mørkekammer, som du vil blive introduceret til og kan benytte når du vil. Desuden har linjen digitale spejlreflekskameraer, filmscanner, en inkjet printer der kan printe op til A2 og computere med Photoshop og Lightroom. Linjen råder også over et fotostudie med flashanlæg og fast lys.
Der vil blive undervist i analog og digital fotografering, mørkekammerteknik, digital billedbehandling og fotografering i studie.

Der kræves ingen tekniske forkundskaber på linjen. Alle med lyst til at undersøge og eksperimentere kan være med.

*VJing var tidligere fast integreret i denne linje, men er nu en option med samme timetal i VJing som før. Forskellen er, at man nu kan have fotografi hele semestret, hvis det er det, man ønsker. Filmen øverst er produceret, da faget hed Foto og VJing.

Tegning eller Musikforståelse

På vores Fotokursus kan du vælge, om du vil følge fagene Tegning eller Musikforståelse. Faget Tegning indeholder hhv. ideudvikling, tredimensionel formgivning og klassisk tegnelære bl.a. croquis efter levende (nøgen-) model. Faget Musikforståelse indeholder elementær lære om rytmer, noder, genre- og musikgennemgang.

*På vores fotokursus anbefaler vi, at du medbringer en nyere Macbook Pro med et ordentligt grafikkort (1GB ram og opefter er bedst), rigeligt plads på den interne disk (100GB mindst) samt en ekstern harddisk til at lægge arbejdsfiler over på efterhånden som semestret skrider frem.

Der er der en ugentlig værksteds afgift på 45 kr. Hvis du ønsker et ophold på en fotohøjskole, så er Engelsholm Højskole det optimale valg for dig.