Dette ugekursus med yoga er for dig, som gerne vil have mulighed for at nære, blødgøre og afstresse både din krop og dit sind.
Ugen er tilrettelagt, så du kan være med uanset om du er erfaren yogadyrker eller helt nybegynder. Øvelserne er blide og der tages hensyn til alle niveauer af både fysisk smidighed og mindful tilstedeværelse.
Denne uge vil begynde med introduktion til det kropslige aspekt af yogaen, såvel som til sindets rumsteren mens vi bevæger kroppen. Vi vil gå grundigt til værks i forhold til at forberede kroppen på nogle af de klassiske yogastillinger og således kan vi eksempelvis arbejde os dybt ind i hofte leddene og ned langs haserne inden vi kaster os ud i at forlænge rygsøjlen og åbne brystkassen, for at kunne nyde det fornyede brugbare udgangspunkt for at udføre et velgørende hundestræk.
Med andre ord; du vil ikke blive kastet ud i halsbrækkende stillinger som din krop ikke er klar til! Og den bevidste tilstedeværelse og de meditative stunder bliver prioriteret ligeså højt som det fysiske.
Når vi når til den sidste dag på kurset, vil du med stor sandsynlighed kunne mærke din krop på en fornyet, intens og tryg måde, samtidig med at dit nervesystem har fundet ro og dit mentale fokus er skærpet hen mod det, som er vigtigt for dig. De fleste vil nok også have en følelse af indre balance og en fornyet rummelighed overfor både sig selv og verden.