Skip to main content

Ny forstander på Engelsholm Højskole 

Pressemeddelelse, Engelsholm d. 5/12 2025:

Engelsholm Højskole har nu fundet sin nye forstander. Valget er faldet på den 57-årige Jens-Ole Winther, der arbejder som bibliotekschef for Skanderborg Kommunes biblioteker, ligesom han er bestyrelsesleder for Det Digitale Folkebibliotek.

Jens-Ole Winther er dog ikke ubekendt med højskoleverdenen, da han tidligere i en årrække har været ansat som musiklærer på Den Sønderjyske Højskole i Toftlund. Han er uddannet journalist med en meget bred og omfangsrig ledererfaring og lederuddannelse. I en årrække bestred han forskellige lederjobs i Danmarks Radio – blandt andet som chef for DR’s kulturredaktion og som ledende redaktionschef.

”Jens-Ole Winther har stor erfaring i personaleledelse og projektstyring og fremstår som en samlende figur med en personlighed og faglighed, som passer perfekt til Engelsholm Højskole. Så jeg er meget glad for, at Jens-Ole har sagt ja til at stå i spidsen for højskolen”, siger bestyrelsesformand Søren Lindbjerg.

Han betoner, at der er meget bred opbakning til valget af Jens-Ole Winther, der allerede er blevet introduceret til højskolens personale.

”Det er en gammel drøm, der går i opfyldelse for mig. Siden jeg arbejdede som lærer på Den Sønderjyske Højskole har højskoletanken altid ligget som en del af mit tankesæt, og jeg glæder mig meget til at stå i spidsen for en af landets højt profilerede kunsthøjskoler”, siger Jens-Ole Winther, der tiltræder forstanderstillingen den 1. februar 2026.

Han bor i dag i Aarhus men flytter hurtigst muligt ind i forstanderboligen ved siden af det gamle barokslot, der huser højskolen. Han er et musisk menneske, der interesserer sig bredt for samfundsforhold og ikke mindst kunst og kultur – og så er han i øvrigt en dygtig pianist.

”Vi glæder os til, at den nye forstander tager fat på arbejdet. Vi er overbeviste om, at vi kan se frem til et godt og tillidsfuldt samarbejde med Jens-Ole Winther”, siger bestyrelsesformand Søren Lindbjerg.

Ledelsen af Engelsholm Højskole har i de seneste måneder været varetaget af konstitueret forstander Anders Ruby samt forretningsfører Annette Winum. Anders Ruby fortsætter som viceforstander på højskolen.

FAKTA OM ENGELSHOLM HØJSKOLE
Engelsholm Højskole vest for Vejle er en kunsthøjskole med ca. 100 årselever. Højskolen tilbyder
desuden en lang række kortere kurser hen over året. På højskolen kan eleverne fordybe sig i
keramik, glaskunst, smykkekunst, billedkunst, elektronisk musik, sangskrivning, foto og
audiovisuel kunst. Rammen om højskolen er et barokslot, der dateres tilbage til 1500-tallet.
Højskolen står foran et nyt stort byggeri til 60 millioner kroner af bl.a. ny elevfløj, nye
musikværksteder samt lærerboliger.


KONTAKT
Engelsholm Højskole,Tlf: +45 75 88 35 55 , Mail: engelsholm@engelsholm.dk