Om Engelsholm

OM ENGELSHOLM

Velkommen til Engelsholm!

Engelsholm er et helt særligt sted med en speciel atmosfære, hvor det kreative og skabende har helt unikke vilkår og, hvor du kan opleve en inspiratorisk åre, som er helt enestående.
Uanset om du er nybegynder indenfor dit fag, eller om du er rutineret og har ambitioner om at gøre kunst eller musik til din levevej, vil Engelsholm være et fantastisk sted at "sætte af fra", hvis du gerne vil udvikle dine kreative sider yderligere.
At mikse kunstretninger, som vi gør her, er enestående i Danmark, og vi gør det, fordi vi oplever, at kunst, hvad enten den er visuel (billedkunst, smykker, fotografi, vjing og formlab) eller auditiv (sangskrivning og elektronisk musik), er gensidigt inspirerende og trækker på de samme ønsker og behov hos dem, der dyrker det.

Samtidig er det også et levende og engageret sted, hvor vi hygger, leger, snakker, debatterer og fester med hinanden, fordi det er i hele livet, kunsten henter sine ressourcer.

Når du ikke komponerer, kreerer, designer og i det hele taget udfolder dit hovedfag, går du måske en tur i skoven omkring slottet, bader i slotssøen fra den nybyggede badebro, løber en tur rundt om søen, spiller bold i slotshaven, træner i skolens fitnessrum eller ligger og slapper af på dit værelse. Engelsholm rummer et hav af muligheder, og du vil aldrig slippe stedet, når du først har indtaget det.

Det gælder også for kunstnere fra det etablerede kunst- og musikliv, der gang på gang kommer på besøg for at få del i den specielle Engelsholm-inspiration, og hvis tilstedeværelse både direkte og indirekte vil berige dit ophold endnu mere.
Endnu engang hjertelig velkommen til Engelsholm. Vi er sikre på, at du får en berigende og frugtbar oplevelse med dig, hvis du vælger at gå på højskole her.

 

- Jakob Bonderup, forstander

 

"I disse tider hvor alt skal målrettes, og man tror vi kan måle og veje os til en bedre verden, er Højskolens grundtanke om det hele menneske, at vi skal lære hele livet og af hele livet, vigtigere end nogensinde. Her kan den enkelte i skolens fællesskab udvikle sine egne muligheder og talenter, og dermed berige sig selv og samfundet. Mine besøg på Engelsholm Højskole har vist mig den styrke dette grundlag stadig har."

- Bjørn Nørgaard, kunstner og professor