Anders Ruby underviser Engelsholm Højskole
UNDERVISER

ANDERS RUBY

“Hvis man forstår Mid/Side-compression, har man forstået noget centralt ved Hegel.”

Fag: Anders underviser på linjen Elektronisk Musik og i Vild Analyse.

Uddannelse & baggrund:

Anders Ruby underviser i elektronisk musik og Vild Analyse. Det er sigende for denne mærkelige, hybride karakter, der både er langt inde i den teoretiske psykoanalyse og i, hvordan du får kick’et til at sidde rigtig godt i mixet. Ved siden af sit virke som professionel musikproducer arbejder Anders som forsker hos Institut for Vild Analyse i Aarhus, hvor han også er dekan og på vej med en stor afhandling om elektronisk musik og lacaniansk psykoanalyse. Det høj-faglige kombineres med tørre vitser og populærkulturelle analyser, så man ender med at lære noget om Hegel ved at analysere Pokémon Go eller noget om Sartre gennem Paradise Hotel.

Der er højt til loftet og kaffe til knæene, hvad end der undervises i modular-syntese eller queer-teori. Anders har en lang række af publikationer, titler og ikke mindst plader bag sig, og den direkte kontakt til en musisk og filosofisk praksis kan mærkes i undervisningen, der på én gang er klassisk og hyper-moderne.

Han har en dybdegående teknisk indsigt i musikproduktion, med femten års erfaring som professionel musikproducer og mere end 100 plader på CV’et, ligesom han selv komponerer værker til film, teater, installation og podcasts.

Han har beskæftiget sig med en stor del af musikkens genrer; lige fra skraldet rockmusik til minimalistisk electronica, tung dub, blød og skrøbelig singer/songwriter-pop og hardcore postmetal.

I øvrigt er han cand.mag. i Idéhistorie fra Aarhus Universitet.

“Anders’ særlige styrke som formidler er, at han formår at gøre et særdeles højfagligt stof folkeligt uden at kompromittere fagligheden. Han gør det ikke ved at slå ”performative kollebøtter,” men i kraft af en sproglig præcision, der aldrig bliver mere snæver i terminologien, end at alle kan være med.

Et lille stænk af meget tør humor kombineret med et tydeligt engagement, er den cocktail, der gang på gang trækker de største hold på skolens kurser.” fortæller Jakob Bonderup om Anders. 

Anders’ forskning fokuserer på elektronisk musik og kulturanalyse i et lacaniansk perspektiv. Han har bl.a. bidraget til bøgerne “Det Ækle” (Akademisk Forlag, 2018), “Analysing the Cultural Unconscious: Science of the Signifier” (Bloombury 2020) og “It Thinks” (Lamella, Tidsskrift for teoretisk psykoanalyse, 2021).

engelsholm logo

ENGELSHOLM HØJSKOLE

Mail engelsholm@engelsholm.dk
Tel  +45 75 88 35 55 
(man-tors 8-14, fredag 8-13)

FORSTANDER
Jakob Bonderup
Mail jakob@engelsholm.dk
Tel +45 20 40 88 98

ADRESSE
Engelsholmvej 6
DK-7182 Bredsten

Sociale medier