Gå til hovedindhold

TILMELDING ÅBNER D. 1. FEBRUAR 2027 KL. 18.00

PLANTEFARVNING – FARVER FRA NATUREN

Tag med på en farverig og sanselig rejse ind i naturens eget farveunivers. På dette kursus dykker vi ned i plantefarvningens mange muligheder og undersøger, hvordan planter, blomster og andre naturlige materialer kan forvandles til levende farver på tekstil og garn.

Vi lægger op til en uge med nysgerrighed, fordybelse og eksperimenter, hvor vi sammen undersøger, hvad naturens farver kan. Nogle processer lykkes præcis som forventet, mens andre overrasker os, og netop det uforudsigelige er en del af plantefarvningens charme. Du behøver ikke have erfaring med plantefarvning. Du skal blot have lyst til at gå på opdagelse, prøve dig frem og skabe med naturens egne materialer. Det bliver en hyggelig, kreativ og lidt hekset uge, hvor vi lader naturen flytte ind i værkstedet og tager farver, tekstiler og nye idéer med os hjem.

Vi begynder med at gå på opdagelse i naturen og samle planter, som vi kan bruge i vores farveprocesser. Andre planter og farvematerialer er tørrede og forberedte, så vi sammen kan skabe farvebade i nuancer fra gul, rød, pink og brun til blå og mange farver derimellem. Vi undersøger, hvordan forskellige planter giver forskellige farver, og hvordan vi kan udvikle vores egne plantefarvningsprocesser gennem eksperimenter og gentagelser.

Undervejs arbejder vi med forskellige teknikker og materialer. Vi eksperimenterer blandt andet med overfarvning, hvor farver lægges oven på hinanden og åbner for et helt spektrum af nye nuancer, fra varme, gyldne toner til dybe blå og mørke indigofarver. Vi skal også arbejde med eco print, en smuk og næsten magisk teknik, hvor blade og blomster placeres direkte på stoffet og efterlader deres egne naturlige aftryk, mønstre og motiver. Her bliver hvert stykke tekstil unikt og bærer spor af både planten og den proces, det har været igennem.

Alle naturfibre som bomuld, hør, uld og silke kan indgå i vores eksperimenter. Du får materialer til at komme godt i gang: to uldnøgler og en bomuldspose samt de nødvendige farvematerialer. Der vil desuden være mulighed for at købe ekstra tekstiler, garn og bomuldsposer under kurset. Har du et større projekt i tankerne, er du meget velkommen til at medbringe dine egne materialer. Hvis du eksempelvis ønsker at farve garn nok til en trøje, anbefaler vi, at du selv medbringer det ønskede garn.

Der vil være symaskiner til rådighed, og der bliver mulighed for at arbejde videre med de tekstiler og garner, du farver i løbet af ugen.

Værkstedets afgift: 450 kr.

Dækker tørret plantematerialer, alun, 1 bomuldspose og 2 uldnøgler.

Kan købes:
• Forskellige garnnøgler: 40–60 kr. pr. stk. (merinould, lammeuld, bomuldsuld)
• Bomuldsposer (3 størrelser): 12–80 kr. pr. stk.
• Forskelligt bomuldsstof pr. meter

PRAKTISK

Kort om opholdet:
Under opholdet indkvarteres du på enten dobbelt- eller enkeltværelse. Værelserne fordeler sig på tre forskellige bygninger: Stuehuset, Fæstalden og Slottet. Hver bygning bidrager til opholdet med sin egen unikke charme og fordele.

Har du spørgsmål om vores kurser?
Så send en mail til engelsholm@engelsholm.dk eller ring til os på tlf. 7588 3555.

UNDERVISER:

Engelsholm billedkunst kort kursus
Engelsholm billedkunst langt kursus
Engelsholm billedkunst langt kursus