Portrættet og selvportrættet
Vi vil bevæge os ind i en intens uge i selvportrættets og portrættets verden, set igennem kameraet og dets muligheder. Vi skal igennem øvelser og udfordringer prøve at forstå fotografiets verden og samtidig blive bedre til at forstå os selv og andre.
På kurset vil du blive introduceret til fotografiets verden med udgangspunkt i dig selv, dine fortællinger og historier. Vi vil tage udgangspunkt i de problematikker, temaer, tanker eller overvejelser, der er aktuelle for dig. Dermed kan vi nærme os en forståelse af, hvordan og hvor vi selv står i forhold til andre og til verden.
Du vil komme til at tage selvportrætter og portrætter af andre, hvor vi forsøger at komme ind under huden på dig selv og andre. Vi vil også prøve at forstå dit blik på dig selv og andre. På kurset får du hovedsageligt mulighed for at arbejde med det fantastiske naturlige lys omkring os, men vi vil også se på eksternt lys for at skabe en mere abstrakt, måske dyster eller dyb og mørk tilgang til portrættet.
Du vil også skabe selvportrætter, der ikke nødvendigvis er et fotografi af dit ansigt eller krop, men som siger noget om dig som person og de tanker, du gør dig. I forbindelse med denne rejse ind i dig selv vil vi også tage portrætter af andre; komme helt tæt på dem, udforske hvad de udtrykker gennem deres personlighed, og hvad de tænker og føler. Hvordan kan vi personen, som vi portrætterer, til at føle sig så godt tilpas og tryg, at vi kan fange det magiske øjeblik, hvor vi ser, hvem de virkelig er?
Det bliver en uge med fotografiske opgaver, øvelser og gennemgang med konstruktiv feedback. En uge med nærvær, fordybelse og masser af snak om fotografi. Gennem oplæg, opgaver, fælles diskussioner og kritik med feedback på hinandens fotografier, bliver vi klogere på hinanden, fotografiet og os selv. Undervisningen vil være delt mellem praktiske opgaver og teoretisk undervisning. Vi starter med en kort teknisk gennemgang af kameraet, så alle får en forståelse for, hvad blænde, lukker og ISO betyder for det fotografiske udtryk, men teknikken bliver ikke hovedformålet for kurset.
Alle niveauer er velkomne; denne uge handler ikke om, hvad vi kan, men om, hvad vi sammen kan skabe, og hvordan vi kan udvikle os gennem fotografiet. Sidst på ugen laver vi en lille fotoudstilling med vores fotografier. Der er ingen krav til udstyr. Du kan godt deltage på kurset uden udstyr, da skolen råder over udstyr, der kan lånes. Det er dog en fordel, hvis du medbringer dit eget digitalkamera samt en computer med Adobe Photoshop eller Adobe Lightroom, men det er ikke et krav.
PRAKTISK
-
VARIGHED: 1 UGE
-
START: 4. maj 2025
Kort om opholdet:
Under opholdet indkvarteres du på enten dobbelt- eller enkeltværelse. Værelserne fordeler sig på tre forskellige bygninger: Stuehuset, Fæstalden og Slottet. Hver bygning bidrager til opholdet med sin egen unikke charme og fordele.
Har du spørgsmål om vores kurser?
Så send en mail til engelsholm@engelsholm.dk eller ring til os på tlf. 7588 3555.