
Smykkedesign – Vand som inspiration
Kurset er både for jer der ikke har lavet smykker før, og for jer der har erfaring.
Vi er to undervisere på kurset som begge er gamle elever fra Engelsholm; Johannes Holm Skyum med en bachelor i accessory design, og Karoline Hyveled-Nielsen med en kandidat i arkitektur og selvstændig smykkevirksomhed.
I dette kursus inddrager vi inspiration fra naturen, med et særligt fokus på vand.
Vi vil sammen udforske naturen og bruge dette som grundlag for jeres designs.
Engelsholm er omgivet af masser af natur som vi kommer til at bevæge os i, så medbring gerne både gode sko til skoven og badetøj. I kan desuden allerede nu begynde at undre jer over hvordan vand er fyldt af kontraster. Både livsgivende og destruerende, stille og i bevægelse, let og tungt, reflekterende og gennemsigtigt – der er meget at tænke over! Derudover må I gerne tænke over andre inspirationskilder både i og udenfor smykkeverdenen.
Vi glæder os meget til at se jer i værkstedet!
Tre-To-Engelsholm er navnet på vores populære sommerkursus, som arrangeres i samarbejde med vores Elevforening. I denne uge vil en ret markant andel af kursisterne være tidligere Engelsholmere og en del af underviserne er også tidligere elever på Engelsholm. Dét gør, at mange kender hinanden og stedet på forhånd. Kurset er åbent for alle, og vi vil gøre en stor indsats for at enhver føler sig velkommen, men tidligere elever vil uundgåeligt udgøre majoriteten. Vi synes, det er heldigt, for de er både søde, inkluderende og generøse med at dele ud af deres erfaring og der vil i denne uge være rig lejlighed til at mærke højskoleånd og høre røverhistorierne fra højskolen gennem tiderne.
Title
PRAKTISK
-
VARIGHED: 1 UGE
-
START: 25. juli 2026
Kort om opholdet:
Under opholdet indkvarteres du på enten dobbelt- eller enkeltværelse. Værelserne fordeler sig på tre forskellige bygninger: Stuehuset, Fæstalden og Slottet. Hver bygning bidrager til opholdet med sin egen unikke charme og fordele.
Har du spørgsmål om vores kurser?
Så send en mail til engelsholm@engelsholm.dk eller ring til os på tlf. 7588 3555.
UNDERVISER:
