Her prøver vi alt fra at forskubbe motivet, lægge flere motiver oven i hinanden, skæve vinkler, utraditionelle farvevalg og at vende det hele på hovedet. Vi skal arbejde med maleriet på helt nye måder, der udfordrer din tilgang til maleriet. Det er både sjovt og til tider lidt svært, men heldigvis er intet forkert.
Vi arbejder med motivets placering på lærredet, farver og komposition, med linjer og kontraster.
Ugen vil udvide din maleriske værktøjskasse gennem indføring i diverse teknikker, fx malertape, akryltusser, lasering etc. og give dig en ny indgangsvinkel til dit maleri. Der vil være inspirationsoplæg om kunstnere, der bryder vanetænkning og giver mod til at turde prøve nye og anderledes motiver, farver og kompositioner. Vi kigger selvfølgelig også på kunstnere, der har brudt med traditionerne gennem kunsthistorien.
Du får hjælp til at komme i gang og masser af inspiration og ideer til at arbejde med dine værker. Via oplæg og personlig sparring, hvor udgangspunktet er netop dit maleri, vil du få mulighed for at arbejde meget intenst med dit maleri uanset om du er nybegynder eller øvet.
Der er mulighed for at overføre motiver direkte på lærredet fra fx en telefon og projektor.
Vi arbejder med at stramme dine motiver op, så dine eksperimenter ender ud i et helstøbt maleri.
Det bliver sjovt, inspirerende og knivskarpt – på én og samme tid.
Medbring lærreder, akrylmaling, pensler og malertape i god kvalitet, gerne i flere bredder. Har du akryltusser og/eller en bærbar projektor, er du velkommen til at tage det med.
Du kan købe lærred, akrylmaling, pensler, malertape på højskolen.
UNDERVISER:
Mette Rishøj og Mia-Nelle Drøschler