Underviser i billedkunst søges til Engelsholm Højskole
Bliv medskaber af fremtidens billedkunst på Danmarks smukkeste højskole
Engelsholm Højskole søger en engageret og innovativ højskolelærer til linjefaget Billedkunst. Vores dedikerede underviser går på pension, og vi har brug for dig, der elsker at undervise, udvikle faget og dykke ned i højskolelivets levende fællesskab. Stillingen er på 55 % af en fuldtidsstilling, og du bliver en del af et tæt samarbejde med højskolelærer og billedkunstner Margrethe Kruse Ellegaard, der varetager den anden del af linjefagsundervisningen.
Billedkunst har dybe rødder på Engelsholm, men ligesom samtidskunsten selv er det et organisk felt i konstant udvikling. Vi tilbyder smukke og velfungerende undervisningsfaciliteter – herunder et rummeligt atelier og et moderne grafiklokale – der giver plads til både tradition og eksperiment. Som højskole lægger vi vægt på, at underviserne er aktive kunstnere inden for deres felt. Derfor er en væsentlig del af gerningen også at kunne tænde gnisten hos eleverne med faglig passion, kunstnerisk praksis, teknik og kontekst – fra klassisk kunsthistorie til nutidens mest spændende tendenser.
Men på højskolen handler undervisning aldrig kun om teknik; kunsten er en optik til at udforske livet som sådan. Det er grundlæggende for vores måde at tænke og lave højskole på. Vi søger dig, der ikke kun bringer høj faglighed med, men også en ægte glød for højskolelivet. Linjefagene står centralt med tre fulde undervisningsdage om ugen, hvor vi væver fag og dannelse sammen, og derudover har vi fælles moduler som supplement til fag-undervisningen. Disse kan bestå i mange forskelligartede udbud, fra 3D design til madlavning og volleyball.
Du bliver en del af et stærkt lærerkollegie fra mange fagområder, støttet af en effektiv teknisk og administrativ afdeling – fra køkken og service til PR, pedelleri og administration. Vi forventer du har erfaring med kunstundervisning, gerne fra højskole eller lignende formidlingskontekster. Som højskolelærer bruger du din tid på mere end bare undervisning og forberedelse: Du er til stede i elevernes hverdag gennem vagter, møder, sociale events og det uformelle samvær. Derfor er det vigtigt, at du også brænder for denne del: Kontakten med eleverne.
I løbet af et par år vil skolen blive udvidet med nye lærerboliger, som vi håber, du kunne være interesseret i for også at blive en del af skolens sociale liv i det hele taget. Ud over den daglige undervisning på linjen, vil der også være årlige studieture og korte kurser bl.a. i sommerperioden. Stillingsomfang involverer ca. 2-3 uger årligt med deltagelse på enten studietur eller som underviser på et ugekursus. Du bidrager også til skolens synlighed, f.eks. via sociale medier i samspil med marketingafdelingen.
Vi glæder os især til at høre fra dig, der har lyst til at tilføje et moderne, kontemporært blik på billedkunsten og dens materialitet – måske gennem digital kunst, installationer eller helt nye udtryksformer ud over det klassiske maleri. Kom med dine idéer til, hvordan vi fortsat kan holde faget relevant og inspirerende for kommende elever og kursister!
Vi søger en medarbejder med nogle af disse kompetencer:
- Aktivt udøvende billedkunstner med dokumenteret praksis og højt kunstnerisk niveau.
- Evne til at integrere samtidskunst og kunsthistorie i undervisningen for bredere perspektiver.
- Erfaring med grafik, mixed media, digital kunst eller lignende.
- Pædagogisk flair og erfaring med undervisning.
- Et nysgerrigt, moderne blik på billedkunsten og idéer til at udvikle faget fremadrettet.
- Lyst til tværfaglige samarbejder med skolens øvrige linjefag.
- Passion for højskolelivet som formidler, kollega og medmenneske – og hvis du har bonusfærdigheder uden for kunsten, er vi ekstra nysgerrige!
Hvad tilbyder vi?
- Et dynamisk samarbejde med inspirerende kolleger.
- Meningsfyldt undervisning for motiverede elever på en kunstfokuseret højskole.
- Fleksible arbejdstider med mulighed for at medbestemme timeplanen.
- Løn efter gældende højskoletariffer, pensionsordning, sundhedsforsikring og lækker madordning.
Sådan søger du
Send din ansøgning, CV og relevante bilag (f.eks. portfolio eller arbejdsprøver) senest 13.11.2025 til engelsholm@engelsholm.dk. Samtaler afholdes d. 17/11 og evt. d. 19/11 2025. Forventet tiltrædelse 1/1 2026. Har du spørgsmål? Kontakt konstitueret forstander Anders Ruby på tlf. 25163555 eller billedkunstlærer Margrethe Kruse Ellegaard på tlf. 42412171. Læs mere om os på www.engelsholm.dk.
Om Engelsholm
Engelsholm er Danmarks smukkest beliggende højskole – et magisk sted til at arbejde med fantasi, eksperimenter, kunsten og håndværket. Vi arbejder med kreative linjefag inden for kunst, musik og design, flettet sammen med et moderne dannelsesprojekt. Her finder du undervisning i topklasse, et varmt fællesskab og frugtbar jord for både faglig og personlig udvikling. Velkommen til at blive en del af det!