Render du rundt med en ny sangskriver i maven? Eller har du skrevet sange før, men er nået til det stadie, hvor du gerne vil lære at indspille dem? Så er Sangskrivning & Musikproduktion noget for dig.
På Sangskrivning & Musikproduktion vil vi gennemgå alle stadier af moderne sangskrivning – fra inspiration og konceptudvikling til indspilning af vores egne sange, som vi giver liv og fremfører for hinanden.
KUNSTEN AT SKABE
Du lærer at omsætte dine musikalske idéer og tanker til sange og musikproduktioner på computeren. Ultra-nørderi gemmer vi til en regnvejrsdag, for på kurset Sangskrivning & Musikproduktion handler det om at skabe.
LAD OS EKSPERIMENTERE
Kurset henvender sig til dig, der ønsker at lege og eksperimentere i krydsfeltet mellem sangskrivning og musikproduktion. Det er underordnet om du har erfaring eller ej. Kurset tager udgangspunkt i den enkelte deltagers individuelle niveau. Det vigtigste er din lyst til at skabe musikalske skitser og sange, som vi i fællesskab hjælpes ad med at få til at flyve.
Vi vil bla. dykke ned i basale sangskrivningsteknikker og indspilningsprocedurer, kreativ proces, dogme-bundet sangskrivning og collabs med kursisterne fra Elektronisk Musik.
Kulminationen af en uges intens arbejde med sangskrivning bliver en frivillig, performativ fremførelse af ugens værker for de andre kursister.
HUSK MUSIKPROGRAMMET
Man behøver ikke en computer for at skrive en sang, men i 2023 er computeren en essentiel del af moderne sangskrivning. Derfor vil undervisningen – foruden “akustisk sangskrivning” – foregå i musikprogrammet Ableton Live, som kan downloades til både Mac og PC gratis i en prøveperiode på 90 dage.
Kursister bedes venligst downloade og installere programmet inden kursusstart. Bruger du andre programmer såsom Logic mm. er man selvfølgelig også velkommen. Så medbring dine favoritskitser og ideer og lad os se, hvad vi sammen på kurset Sangskrivning & Musikproduktion kan gøre ved dine sangskrivningsdrømme.
UNDERVISER
Andreas Stent Lundby
Andreas arbejder under kunstnernavnet STENT, som både sangskriver, producer samt topliner for en række danske og udenlandske artister. Andreas er selv tidligere elev fra sangskriverlinjen (F14/E14).