Skip to main content

Morten Ryelund – i dirigentens værksted

Åben prøve
Som optakt til koncerten med det klassiske strygeorkester DUENs koncert lørdagen efter, bliver man denne aften helt eksklusivt inviteret ind i dirigentens værksted som en del af en åben prøve med orkestret.

Det bliver en enestående mulighed for at overvære de processer og arbejdsgange, der fører til det produkt, vi normalt konsumerer: koncerten.


Der bliver rig mulighed for at spørge til dirigentens virkemidler både i indstuderingsfasen men også de greb, der kan forme selve koncerten. Det er oplagt, at dette arrangement går godt i spænd med at man overværer koncerten lørdag, men begge dele giver også mening særskilt. Arrangementet foregår i Agerumsladen, hvor man sidder i og omkring orkestret.

Morten Ryelund er DUENs kunstneriske leder og faste dirigent. Siden DR Ungdomsensemblets oprettelse i 2004 har han været drivkraften bag ensemblet og har siden fortsat sit arbejde med DUEN.

Morten Ryelund (f. 1970) fik sin professionelle dirigentdebut med Sønderjyllands Symfoniorkester i 1996. Siden har han arbejdet med talrige orkestre og ensembler som f.eks.: Sjællands Symfoniorkester, Aalborg Symfoniorkester, Aarhus Symfoniorkester, DR Underholdningsorkestret, Malmö Symfoniorkester, Helsingborg Symfoniorkester, Stockholm Sinfonietta, Bergen Kammerorkester, Pskov Symphony Orchestra (Rusland), Athelas Sinfonietta, DR Radiokoret, Det Kgl. Operakor og Copenhagen Chamber Orchestra.
Desuden har han lang og omfattende erfaring i arbejde med unge musikere og har igennem hele sin karriere været initiativtager til en række ensembler og orkestre.