Skip to main content

DR Big Band – Mit sted i verden

Himalaya, Rio de Janeiro, Lillebæltsbroen, bænken i baghaven. Tag med på en rejse til både fjerne og nære destinationer, når DR Big Bands medlemmer præsenterer deres egne spritnye kompositioner, skrevet med udgangspunkt i titlen ”Mit sted i verden”.

Vi har alle sammen steder, der betyder noget særligt for os. Et bestemt sted i naturen, en elsket by eller et særligt rum – helt tæt på eller meget langt væk.

Fælles for vores yndlingssteder er, at de kan plottes ind på kortet via en længde- og en breddegrad. Og denne aften kan du komme med på en musikalsk rejse til nogle af de destinationer, som har en særlig betydning for musikerne i DR Big Band.
En række af bandets musikere har skabt en komposition om deres personlige sted i verden, og de står selv i spidsen, når de denne aften præsenterer, dirigerer og fortæller om musikken.

En aften fuld af stemningsfuld og personlig musik om udlængsel og hjemve, tryghed og afsavn, eventyr og stilstand – alt sammen i hænderne på DR Big Bands vidtfavnende musikere.

Om DR Big Band:

DR Big Band skaber unikke musikoplevelser i spændingsfeltet mellem klassisk bigbandjazz, nye kompositioner og vilde eksperimenter. DR Big Band har sat tonen på den danske jazzscene siden 1964, og bandet har gennem tiden samarbejdet med en række legendariske amerikanske og nordiske jazznavne. I dag leverer bandet stadig den ægte, amerikanske bigband-lyd – men med et moderne, nordisk twist. Hver sæson præsenterer DR Big Band publikum i hele landet for nogle af vor tids største internationale jazzstjerner – samtidig med, at bandet introducerer helt nye navne, indleder nyskabende samarbejder på tværs af genrer og bestiller nye værker af unge talenter.

Chefdirigent: Miho Hazama


Koncert